Rejse med hund, kat eller fritte

Rejse med hund, kat eller fritte

Som dyreejer skal man være opmærksom på, at der er særlige vaccinationskrav til dyr, der skal rejse uden for Danmarks grænser. Ved rejse til Norge, Sverige og Storbritannien er der særlige regler, så vaccination skal påbegyndes ca. 6 måneder før afrejse.

Vi kan rådgive omkring reglerne, og eller kan reglerne for rejse med hund, kat og
andre kæledyr findes på fødevarestyrelsens hjemmeside www.foedevarestyrelsen.dk

Rejse fra Danmark til et EU-land

Ved rejse med hund, kat og fritte til et EU-land kræves følgende:

  • ID-mærkning.
  • EU-Pas til selvskabsdyr.
  • Gyldig rabiesvaccination.

ID-mærkning:

Hvis du skal ud at rejse med din hund, kat eller fritte, er det vigtigt, at du får mærket med en entydig individuel mærkning, en såkaldt ID-mærkning. En ID-mærkning kan enten være microchip eller letlæselig tatovering, f.eks. en øretatovering.

EU-Pas til selskabsdyr:

Foruden ID-mærkningen, skal dyret have det blå EU pas til selskabsdyr. Passet udstedes af din praktiserende dyrlæge og er kun gyldigt, hvis det fremgår, at dyret er vaccineret mod rabies (hundegalskab), og dyrlægen har underskrevet det.

Gyldig rabiesvaccination:

Vaccinationen skal være foretaget mindst 3 uger før afrejsen. Har dyret allerede en rabiesvaccination, og er den stadig gyldig, behøver man ikke vaccinere dyret på ny. Ved rettidig revaccination kan man rejse straks.

Ved udstillinger og messer kan der godt være krav om hyppigere revaccination. Kontakt derfor arrangørerne god tid i forvejen for at høre, om der er specielle vaccinationskrav.

Rejser fra Danmark til tredjeland (udenfor EU)

Det er de veterinære myndigheder i tredjelandet, som fastsætter hvilke indførselskrav hunde, katte eller fritter skal leve op til. Kravene kan variere meget fra land til land. Enkelte lande kræver, at man først søger en importtilladelse, andre kræver at dyret sættes i karantæne, og andre igen har samme krav som i EU. Det er derfor en god ide, at du i rigtig god tid før din rejse undersøger, hvilke krav tredjelandet har.

Rejse med dyr under 3 måneder

Det er op til hvert enkelt EU-land, om det vil tillade indførsel af uvaccinerede dyr under 3 måneder. Kontakt derfor de lokale myndigheder i god tid inden indrejse.

Dyr, der rejser alene eller skal sælges

Hvis dyret ikke rejser sammen med dets ejer, skal reglerne for kommerciel transport af hunde, katte og fritter følges, også selvom dyret ikke skal sælges.


Maks fem dyr

Som privatperson må man maksimalt rejse med 5 dyr. Hvis der indføres flere dyr, skal kravene om kommerciel ind- og udførsel af dyr være opfyldt.

Tilmeld dig Netdyredoktors nyhedsbrev Vi er en del af VetFamily, som står bag Netdyredoktor.

Tilmeld dig Netdyredoktors nyhedsbrev og få nyheder om dyrs sundhed, tips til træning og masser af gode tilbud.